Skattemyndighederne skelner skarpt mellem generelle og individuelle sundhedsydelser – og om ydelsen er relateret til arbejdet i virksomheden eller ej.

Tilbyder arbejdsgiveren en generel sundhedsforsikring til alle medarbejdere, er den ikke skattepligtig. Det gælder uanset, om den dækker behandling og/eller forebyggelse, og det gælder for både fysiske og psykiske problemer og skader.

Men når der er tale om individuelle, arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser er det skattemæssigt afgørende at skelne mellem:

Arbejdsrelaterede sundhedsydelser

Erhvervsmæssigt begrundede ydelser er skattefrie for medarbejderen. Det omfatter eksempelvis udgifter til behandling på privathospital, hvis der er tale om behandling af en skade opstået i forbindelse med arbejdet. Psykologhjælp i forbindelse med en hændelse på arbejdspladsen – såkaldt krisehjælp – vil ligeledes være skattefri for medarbejderen.

Skattefriheden omfatter såvel forebyggelse som egentlig behandling af arbejdsrelaterede skader.

Et arbejdsgiverbetalt sundhedstjek – dvs. undersøgelser af mindre omfang – som sker i arbejdsgiverens regi og på dennes foranledning, er omfattet af skattefriheden, hvis det tilbydes alle medarbejdere. En egentlig helbredsundersøgelse er derimod skattepligtig, hvis arbejdsgiveren betaler for den.

Ikke-arbejdsrelaterede sundhedsydelser

Betaler arbejdsgiveren for medarbejderens sundhedsudgifter, der ikke relaterer sig til en arbejdsskade eller forebyggelse heraf, vil medarbejderen som hovedregel være skattepligtig af beløbet. Ydelser som rådgivning om kost og motion er ligeledes skattepligtige, idet ydelserne vanskeligt kan siges at være arbejdsrelaterede.

Det skattepligtige beløb fastsættes til den værdi, det normalt vil koste den ansatte, hvilket vil sige markedsværdien af ydelsen. Men opnår arbejdsgiveren en mængderabat, kan den faktiske værdi af rabatten modregnes i skattegrundlaget, så medarbejderen kun betaler skat svarende til arbejdsgiverens udgift.

Arbejdsgiveren har ikke indberetningspligt, så medarbejderen skal selv sørge for at opgive den skattepligtige værdi på sin selvangivelse.

Lægefaglig begrundet sundhedsbehandling

Som en undtagelse fra ovennævnte hovedregler kan der opnås skattefrihed, hvis der er tale om en både generel og lægefaglig begrundet ordning. Eksempelvis i en virksomhed uden sundhedsforsikring, hvor arbejdsgiver tilbyder at betale en medarbejders hofteoperation, stressbehandling eller lignende.

Kravet er, at ordningen skal være et led i den generelle personalepolitik, så alle får tilbudet. Dog kan arbejdsgiveren fastsætte begrænsninger i form af krav om en vis anciennitet og minimum 8 arbejdstimer pr. uge.

Behandlingen skal være lægelig godkendt, men der er ingen krav om, at forebyggelsen eller behandlingen skal være arbejdsrelateret.